onsdag den 5. december 2012

Vintertur og uheld i held

I dag har været en smuk vinterdag. Og hold nu op hvor er det koldt. Det er i sig selv også fint nok, men jeg er træt af at jeg aldrig har nogle varme sko, vanter eller jakker! Alligevel tog jeg så en lang vader til føtex i dag fordi jeg skulle købe kerner og frø. Heldig som jeg var, var der et vildt tilbud på økologiske kerner hvor man faktisk nærmest fik penge for at købe 2 poser (altså 1 pose for 27 og 2 for 25). Derfor endte jeg med halvandet kilo græskarkerner og 1 kilo af hhv hørfrø, sesam- og solsikkekerner. På vej hen til kassen faldt jeg over endnu et tilbud?? på uldsokker som jeg tænkte at mine fødder ville trives godt i. Jeg overvejede længe og de endte i kurven. Da jeg stod ved kassen lød der en besked over højtalerne om hvor mange millioner man kunne vinde i dag i onsdags lotto. Jeg håbede i mit stille sind at jeg ville vinde alle pengene og begyndte at drømme om hvad de skulle bruges på - også selvom jeg ikke køber lottokuponer, heller ikke i dag. Men man har jo lov at være heldig?! Jeg tror nu ikke jeg vinder, men så kan man måske i stedet give sig i kast med at opfinde ubrugelige genstande, såsom kopholdere til barnevogne! De er dybt dumme og dyre, og jeg er en af mange som selvfølgelig ejer sådan en til mine barnevognsture. De virker ikke vil jeg lige advare, og hvis man har hænder kan det langt bedre betale sig at bruge dem. Der kan maks være 1 cm kaffe i ens krus før det skvulper over. Så kan man jo bruge den mens man holder sin baby, men den er jo ofte i barnevognen når det nu er den man har med på slæb. Min kopholder blev så i går tanden mere ubrugelig. I et lyskryds gik jeg over da jeg fik grønt, men nåede kun 1 meter hvorefter jeg trådte på noget. Det var min drikkedunk som trillede rundt på vejen. Da jeg fangede den igen, mens jeg prøvede at holde ved min barnevogn fløj min termokande så på jorden. Jeg vinkede undskyldende til bilerne der måtte vente på mig mens jeg baksede efter termokanden. Da jeg endelig fik fat på den fløj mit net på mærkværdig vis så på jorden og jeg kunne høre at noget smadrede, men måtte bare skynde mig at samle alt i en kæmpe kage oven på vognen. Endelig klar og så blev der rødt og jeg måtte skynde mig tilbage på fortorvet og håbe på en heldigere tur næste gang der blev grønt. Den smadrede ting var selvfølgelig mit termokrus som var af keramik, måske også ret dumt. Nu er min kopholder i hvert fald bare til pynt, hvilket den egentlig hele tiden har været, men der er penge i produktionen så måske man en dag kan finde på noget tilsvarende unødvendigt nødvendigt! (Tror nu nok at verden har nok af den slags sager).
På vejen hjem ville jeg tage nogle billeder af det fine vejr og fik iskolde fingre. Da jeg så kom hjem og ville varme mine fødder fandt jeg ud af at jeg havde glemt strømperne i føtex og blev lidt træt af hele situationen. Jeg vinder hverken i lotto og har pludselig heller ikke sparet noget på mit superkøb for det kan jeg lige modregne med sokkerne! Jubii! I det mindste var det en dejlig tur og min lille Villa så så skøn ud og var helt sød alt den tid hun ikke skreg hysterisk fordi hun ikke ville have vanter på!



God aften - Kajsa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar